-
Politi søger vidner til overfald på kvindelig kondiløber i park
Source: BDK Borsnyt / 03 Feb 2025 07:18:13 America/New_York
Københavns Vestegns Politi søger vidner i forbindelse med et overfald på en kvindelig kondiløber lørdag i Kystagerparken i Hvidovre. Det skriver politiet i en pressemeddelelse. Lørdag 1. februar klokken 16.58 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde var blevet overfaldet på en sti i Kystagerparken, cirka 300 meter sydøst for Åmarken Station. En yngre mand havde skubbet kvinden omkuld og taget kvælertag på hende, men kvinden havde sat sig til modværge, og manden var flygtet fra stedet i retning af Åmarken Station, lyder det fra politiet i pressemeddelelsen. - Vi har ikke lagt os fast på motiv for overfaldet - men vi hører meget gerne fra vidner, der har set noget mistænkeligt i området før, under eller efter hændelsen, siger politikommissær Kåre Laustsen i pressemeddelelsen. Gerningsmanden beskrives som afrikansk af udseende og mellem 16 og 25 år gammel. Han talte ifølge politiet dansk uden accent og var iført en sort jakke og hættetrøje. Politiet oplyser, at gerningsstedet for overfaldet er på den nordlige sti i Kystagerparken cirka 300 meter sydøst for Åmarken Station. Efter hændelsen var dele af parken afspærret af politiet, og området er blevet gennemsøgt for spor blandt andet med brug for politihunde. Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på 43861448, hvis man har oplysninger i sagen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/politi-soeger-vidner-til-overfald-paa-kvindelig-kondiloeber-i-park